• Af Kate Heilbo, Folkevirkes
tidligere formand og redaktør
samt medstifter af Folkevirkes lejre for bedsteforældre og børnebørn
Det er farligt at få folk til at tale om deres børn: Talestrømme truer!
Hvis forældre, bedsteforældre, oldeforældre, gode tanter, onkler og reserver taler med, så kan truslen blive overhængende!
Bedre ser det ikke ud, hvis »børn« forstås som foretagender, man har haft den lykke at sætte i gang, - at »bringe til verden«, så at sige. Det kan iværksættere i Folkevirke, nu som før, bevidne. Nogle indrømmer endda godvilligt, at det er noget af det bedste, de véd, at få lov til at snakke løs om deres afkom, om begyndelsen, om voksealderen og det hele.
Folkevirke er altså selv ude om det, når det ligefrem opfordrer til at lukke op for sluserne.
Efterårslejrene for bedsteforældre
og børnebørn, hvis fulde navn heldigvis forkortes til B/B-lejrene, har nået
sit 25. år og har formeret sig fra 1 lejr til 12 her i jubilæumsåret.
Et barn er blevet voksent.
En af mine kæpheste dengang var at vise, at nye idéer i Folkevirke havde tilbøjelighed til at folde sig ud af de forrige. Alligevel kom det bag på mig, hvor kontant det skete med B/B-lejrene. Tanken om en lejr, fyldt med ældre folk og børn, dukkede nemlig op, mens et andet »kært barn« slog sine
folder i Folkevirkes kørende studiekreds, som i høj grad var for voksne. Den kørte i årene 1970 - 1996 og nåede 26 kørsler i dette tidsrum, indenlands og udenlands.
I oktober 1976 befandt nr. 9 af slagsen sig i Sverige. Målet var Nordens folkelige Akademi, der dengang havde smukt til huse oppe på Fontinbjerget i Kungälv nær Göteborg. Skønne udsyn over Götaelven, en interessant borgruin som nabo og fine elevhuse at bo i.
Folkevirkerne havde en regulær højskoleweekend for som andre elever at opleve, hvordan man dér på stedet virkeliggjorde Grundtvigs forestillinger om Nordens oplysende samlingssted, nævnt i samme åndedræt som »Skolen i Soer« (Sorø).
Tilfredse med såvel Grundtvigs som Kungälv-skolens ånd tog kredsen fat på sidste programpunkt: Besøg i Göteborg. Det var udnyttelse af hjemvejen. To steder var udset til nærmere studier, byens samling af moderne kunst og byens nye for den tid avancerede Stadsbibliotek.
Her indskydes et spørgsmål, der strengt taget ikke har noget med sagen at gøre.
Hvordan var jeg kommet på den tanke, at »Kørende Studiekreds« absolut skulle se Göteborg Stadsbibliotek? Svaret kaster lys over Folkevirkes noksom bekendte økonomiske balanceakter. Som redaktør af bladet i de år havde jeg ofte brug for et stort bibliotek med udsyn til verden (mindre kan slet ikke gøre det i Folkevirke) og især med tidsskrifter alle vegne fra. Det var naturligt at tage til Statsbiblioteket i Århus, da jeg dengang boede mellem Frederikshavn og Skagen, og det gjorde jeg selvfølgelig, men efter et privat besøg i Göteborg, med Stadsbiblioteket som en god oplevelse, trådte den økonomiske tænkning, som altid har præget Folkevirke, klart frem: En en-dags tur til Göteborg kunne gøres gratis for bladet! Pressekortet havde indført fri rejse over Kattegat, til Frederikshavn kunne jeg blive kørt med egen transport, og det svenske bibliotek var lige så godt som det århusianske. Alle de sparsommelige arrangører i B/B-lejrene vil nikke genkendende til den slags manøvrer.
Nu stod altså studiekredsen fra Kungälv i Göteborg Stadsbibliotek. Det var vel at mærke søndag. Foruden de ikke uventede rækker af bøger og en smuk, nordisk, lys indretning, så vi en mængde læse- og snakkekroge, fyldt med voksne og børn på søndagstur, især bedsteforældre og børn. De var optaget af spil for mange, eller for to. De slog kreds om små udstillinger, som blev forklaret for dem, andre sluttede sig til værksteder eller oplæsningsgrupper. Det summede alle vegne. Hemmeligheden ved den gode stemning var nok, at tingene var gjort lige interessante for børn og voksne. (Også her nikker senere B/B-arrangører).
Blandt vores egne studiekredsdeltagere befandt sig en person, der måtte blive særligt slået af det samspil mellem børn og ældre, som vi nu var vidner til, nemlig læge Esther Møller. Hun var allerede da kendt i dansk offentlighed for sit engagement i et forbedret møde mellem generationerne og for sin påvisning af ældre menneskers evne til egne indsatser, modsat almindelige fordomme.
Da vi på vejen hjemad nåede til et vigtigt punkt for alle kørende studiekredse: diskussionen i bussen via mikrofon, var hun og resten af flokken parat til at kommentere tre dages oplevelser og ikke mindst biblioteksbesøget. I erindringen står det for mig, at praktisk talt alle greb til mikrofonen efter tur - i hvert fald blev »studiekredslokalet« udnyttet. En kørende bus er ideel til formålet, kredsen er sluttet (ingen kan liste bort!), benene trænger til lidt hvile efter stor indsats, og oplevelserne skal endevendes og vurderes.
Da er det, at man hører Esther Møller sige: »Der burde egentlig laves nogle samvær mellem bedsteforældre og børnebørn, sådan som vi så det på Stadsbiblioteket - ja, måske ligefrem en lejr, hvor de havde mulighed for at være sammen i flere dage!«
Denne historie er fortalt så tit, også at jeg ganske spontant udbrød: »Den lejr laver Folkevirke - straks!« At den bemærkning årligt kostede mig mange ugers ekstraarbejde i 15 år gjorde mindre til sagen, for den sikrede mig også 15 års glæde, syv efterår som lejrleder og resten som koordinator, da lejren ynglede.
Vi havde hurtigt udset os efterårsferien som det rette spillerum for første forsøg, sommerferietiden var for uoverskuelig. Det har ikke hindret glade børn i at synes, at der også burde være lejre i højsommeren, men her må gerne være en lille eksklusivitet, syntes vi allerede dengang, også fordi forældre som regel selv sætter ind om sommeren, på højst forskellige tidspunkter.
Vi havde set, at for udearbejdende forældre kunne det være vanskeligt at arrangere noget samlet for børnene i skolernes efterårsferie. Det gjorde jo heller ikke noget, at forældrene fik nogle dage for sig selv.
Da den grundlæggende mikrofontur fandt sted i oktober 1976, kunne vi ikke nå årets efterårsferie, men havde god tid til at forberede start i 1977. Esther Møller og jeg hankede op i børnebørn og drog af sted til »Storedam« i Nordsjælland. Her supplerede vi vores meget uformelle ledelse med en tredje person, Gerda Hansen fra Folkevirkes forretningsudvalg. Hun var meget passende pensioneret fritidshjemsleder.
Ejendommen »Storedam« og især dens ejer er en historie i sig selv.
Kirsten Lauritzen var dengang et kendt navn i offentligheden, hun nøjedes ikke med at være den ligeledes kendte skibsreder Knud Lauritzens kone, men satte egne midler i væresteder for småbørn, for spejdere og ikke mindst ældre medborgere - og havde for resten været med til at starte Folkevirke i 1944.
Karakteristisk for hendes beslutsomhed var en hurtig indgriben under den tyske besættelse over for en anden af familiens ejendomme, Scherfigsvej 9 i Hellerup ved København. Den store villa havde været lejet ud til den amerikanske ambassade indtil USA¹s indtræden i Den anden Verdenskrig. Den tyske besættelsesmagt fik hurtigt øje på dette sted, et godt emne for beslaglæggelse, men Kirsten Lauritzen var hurtigere: pludselig var lokalerne stærkt optaget til vuggestue, hjem for grønlændere, varmestuer for gamle - og i kælderen blev der kogt marmelade til almindelig uddeling, noget som forskellige korps tog sig af i den tid til gavn for mange.
Mødelokaler blev der også plads til, i flere år havde Folkevirke nogle af sine første møderækker her, indbudt af Kirsten Lauritzen, som sad i Folkevirkes allerførste forretningsudvalg.
Familieejendommen »Storedam« på Hørsholm-kanten, beliggende midt i eng og skov, omkring en dam, blev på samme måde åbnet for mange mennesker - spejdere især. Lidt efter lidt blev den højskole for ældre, der på skift vendte tilbage, hold efter hold. En udvidelse trivedes en tid i endnu en villa på selveste Mallorca. Det var før Farums pensionistrejser og institutionen »Ældre på Højskole i Udlandet«!
En regel på Storedam var, at en dag måtte koste højst 20 kr. pr. person, vel at mærke indbefattet tre hovedmåltider, plus mælk, kaffe og flere mellemmåltider. Huslejen var vi inviteret på. Da eget arbejde var en del af underholdningen lige fra denne begyndelse, ja ligefrem var midlet til at demonstrere bedsteforældre og børnebørns evne til at få ting til at køre uden hjælp udefra, gik det store samarbejde i gang mellem ældre og meget unge - fra seks-syv år og op til ca. 90 år. Vi var 20 bedsteforældre og 24 børn.
Det er så heldigt, at Folkevirkes blad nr. 4 fra 1977 bringer et udførligt referat, som her citeres fra:
"Folkevirke selv var ikke sen til at kalde arrangementet for historiens første møde af denne art, i hvert fald vakte det opmærksomhed i medierne - og store reportager har kunnet læses og billeder ses i Berlingske Tidende og Ekstrabladet, medens radioen lod nyheden gå videre gennem udsendelsen »Kvartifem«."
Aldersklasserne gik for børnenes vedkommende fra skolealderen, ca. syv år og opefter, indbydelsen sagde: Så langt som børnene selv har lyst. To 15-årige var med, og de har erklæret, at de også vil med næste år. Bedsteforældrene fordelte sig fra ca. 60 til 89 år, så man kan sige, at de voksne aldersmæssigt næsten spændte over to generationer. Selv om hovedparten af børn og voksne på dette møde var beslægtede, er det lige så vigtigt at tænke sig »reserve-bedsteforældre« i funktion. Den 89-årige J. P. Christensen var reserve-oldefar for samtlige børn, og »mægtig god til at løbe« som børnene sagde. Vi andre fik også helt gode skudsmål i den retning, når det gik løs med »To mand frem for en enke« eller den lige så kondikrævende »Tre mand høj«, en af de gamle lege, som børnene var glade for at stifte bekendtskab med.
Andre aktiviteter (for vi var i aktivitet fra morgen til aften): fælles ture i skovene, der omgiver Storedam, undersøgelse af langdysse, indsamling af løv, bær og grene og først og sidst robåden i vor private lille sø, som blev krydset utallige gange med skiftende mandskab. En aften-idræt: lygteleg i mørke.
Alderspræsident Christensen blev overordentlig populær, ikke blot med fortællinger fra sin sømandsfortid, men også med sine nærværende raketter eller papir-svingere af egen opfindelse og tilvirkning. Han oprettede et svinger-værksted for alle børn, overalt sås de brogede bånd i luften, man vil huske dem som mødets vartegn.
Der var en daglig generalforsamling med så mange afstemninger som muligt, om program, om bordskik, om sange at afsynge, fremførelse af klager eller ros. TV var bandlyst (efter overenskomst) bortset fra to kortere enkeltprogrammer i alt i løbet af de fem dage. Børnene sov i sovesale, bedsteforældre i værelser. Arbejde fordeltes i rengøringshold (WC-tørnens indehaver kunne smykke sig med titlen lokumøse eller lokumør), der var desuden bl.a. gummistøvle-oprettere, bagehold, skrællehold og borddækningshold.
Da Esther Møller efter hjemkomsten fik brev fra en deltager, stod der på konvolutten:
»Lokumøse Esther Møller«.
Postbudet ringede på og sagde: »Jeg var ikke klar over, at De også var blevet ansat ved Statsbanerne, dr. Møller«!
Bliver man da aldrig træt i de lejre?, spørger en og anden. Jo!! Meget! Selv har jeg da nærmest kunnet hænges op på en bøjle, når jeg kom hjem, eller bedre: lægges en dags tid hen.
Men glæden opvejer det hele. Man blev også hver gang forbavset, fordi hvert nyt møde blev netop: noget nyt. For eksempel det år, da jeg - der ikke just er sportsmand - kom på fodboldholdet. Den ærefulde udnævnelse lød sådan ude fra boldbanen: Mormor, kom ud og stå på mål!
Her i 2001 spurgte jeg mit dengang medbragte barnebarn (i begyndelsen holdt jeg mig til et styk, senere blev det flere ad gangen), om han kunne huske noget som helst fra den allerførste lejr i 1977, nu hvor han er en voksen mand på 34 år.
- Det kan jeg da rigtignok! svarede han og uddybede sine erindringer således: Især husker jeg Hr. Christensen. Han var noget ekstra, der blev lagt til alle de bedsteforældre, vi havde med. Ja vi så ham virkelig som en slags oldefar. Vi drenge syntes nok, han var noget konfus, - hver gang vi mødte ham, spurgte han: Er dét dig? Og det kunne jo ligefrem være et filosofisk spørgsmål, men det har nok været en særlig vittighed. Så husker jeg turene med båden i den lille sø og Storedams røde hovedhus der lignede en julestue, syntes jeg. Vi sov i sovesale, én for drenge og én for piger, og jeg ser for mig Gerda Hansen, der slog døren op og prøvede at standse larmen oppe hos os.
Nej, de lejre glemmer man ikke, jeg var med flere gange.
Lad det nærmest være understreget, at bedsterne skaffer børnebørnene et rigtigt holdbart minde.
Minderne kan også røre ved et punkt, der befandt sig blandt vore mange formål med lejrene: at være til gavn for tilbageholdende eller ængstelige børn - en race, der måske ikke findes mere??. Det drejer sig om yngste mand af mine egne (jo, jeg husker godt min egen indledning til denne artikel: Talens strøm om dem, man kender bedst) - han ville meget gerne med til en fynsk B/B-lejr. Forud erklærede han med megen vægt: Jeg vil ikke optræde han havde hørt om den ældre søsters bedrifter.
Jeg gik ind på betingelserne. Knap var vi kommet inden for døren, før jeg så ham sidde og underholde en hel gruppe vildtfremmede mennesker, og på festaftenen optrådte han sammen med Kamilla Gregersen. Hun var Dronning Margrethe, og han var Prins Henrik…
Et skrækkeligt øjeblik indtraf, da vi efter få år og mange opfordringer til udvidelser blev klar over, at der skulle erfarne folk til at stå i spidsen for nye tiltag, og at sådanne erfarne folk kun kunne være os selv!
Vi havde jo talt højt om at være historiens første B/BS. Vi måtte »splittes ad«, kort sagt, og gå ud enkeltvis eller nogle stykker sammen som ledere, skønt vi var blevet så glade for gensyn med de samme, med små og store. Men det lykkedes at få nye samvær til at køre, nye møder med endnu flere herlige mennesker, som undertiden forbavsede sig selv og andre ved blomstrende ideer og ved pludselig at befinde sig på lederposterne.
Sådan opstod ikke alene nye lejre, men også anden form for knopskydning. I Vejle oprettede Ellen Tønnesen - en af de erfarne! - i en årrække et årligt møde i centret Guldkrog mellem allerede tjenstgørende bedsteforældre og nye interesserede. De fik i tilgift aktuelle foredrag og introduktion til Folkevirkes arbejde i almindelighed. Jeg mindes kun fulde huse.
Det kunne ikke undgås, heldigvis, at andre sammenslutninger end Folkevirke blev interesseret i B/B-sagen. En af dem, jeg skal ikke nævne navne, bad om oplysninger - jeg sendte gode råd og programmer og undlod ikke at understrege, hvor vigtigt det var, at børn og ældre alene forestod alt.
Da program udkom fra vedkommende sammenslutning, viste det sig, at ledelsen var et ungt par, at der var legetimer for børn ved endnu yngre, og at der bl.a. var hviletid for bedsterne. Lad mig ikke være for slem, for denne opfattelse af situationen kunne måske give svagere ældre lyst til og mulighed for at være med, hvis dét har været ideen. Men lige straks virkede tanken om hviletid så pudsig, at vi - som Holberg siger et sted - »måtte le vore mave itu«.
I årenes løb har som bekendt højskoler og andre indført kursusophold for både to og tre generationer, men altid arrangeret for dem, ikke som i Folkevirke af dem!
En vigtig pointe at huske på viser erfaringer.