Glade børn og dejlige oplevelser

Af lejrleder Marie Hansen

Marie Hansen har deltaget i mange af Folkevirkes Bedsteforældre- og Børnebørnlejre først som Bedste med sine børnebørn og i de seneste tre år som lejrleder og stadig med sine børnebørn og en smittende optimisme.

Som Bedste/Bedstefar til syv børnebørn har vi mange dejlige oplevelser fra efterårsferierne. I mange år har jeg hørt om Folkevirkes Bedsteforældre- og Børnebørnlejre, så da jeg gik på efterløn besluttede jeg, at nu skulle vi på lejrture.

Det første år havde jeg to af drengene med til lejren i Jægerspris. Det var herligt og en dejlig måde at komme tæt på sine børnebørn på. Jeg har siden hen fået mange knus af de to store drenge, som bor ca. 100 km fra os.

Det følgende år var pigerne så med, og vi tog til Sydslesvig med fem børnebørn de var mellem seks og 13 år og det blev en stor oplevelse. Vi kørte med tog, og det var ikke helt let i efterårsferien, men det flinke togpersonale sørgede bl.a. for, at de folk, som havde taget vores pladser, kom væk, så vi alle seks kunne sidde sammen.

Tiden i toget gik så stærkt, at madpakkerne kom med helt til lejren.

På lejren fik de store piger hjemve, men humøret steg igen efter en tur i den mørke skov med lommelygter og så var det i orden på resten af lejren. Det var en Vikingelejr, så der blev arbejdet ihærdigt med bl.a. kohorn og dragter. Vi nåede også at komme på en herlig udflugt i det sønderjyske.

På vejen hjem overraskede børnebørnene mig med små gaver og så var der tårer i Bedstes øjne.

Selv lejrleder

Det næste år fik jeg så opfordringen til selv at arrangere en lejr og det har så næsten været min hobby i de seneste tre år.

Det første år som lejrleder var på Abildvej. Det var spændende, og jeg var spændt på, om jeg nu gjorde det godt nok og huskede det hele. Vi var 50 deltagere, så heldigvis havde jeg nogle flinke damer til at hjælpe mig.

Vi var en lille gruppe på syv, der hver fik vores opgaver og ellers gik de forskellige gøremål på skift deltagerne imellem.

Jeg kom godt træt hjem fra den første lejr som lejrleder, men bestemt med optimismen i behold.

Sidste år var jeg igen lejrleder på Abildvej og igen med et halvhundrede deltagere denne gang dog lidt flere bedstefædre. Selv havde jeg et af mine børnebørn med og en pige på otte år, da de største børnebørn nu er blevet for store til at komme med på lejren.

Mit barnebarn på seks år ville gerne sove på sovesal, men midt om natten fandt hun alligevel ud af, at der var mere trygt hos mormor.

I år går turen til en lejr på Møllevej ved Nykøbing. Forberedelserne til en lejr fylder det meste af året og det er dejligt, når lejren så lykkes. Og det er dejligt, at Bedstefar her i huset bakker mig op og er med hele vejen.

Det er herlige oplevelser, vi har fra en lejruge med dejlige børn og hjælpsomme Bedster og Bedstefædre! Derfor håber vi også på mange år med Folkevirkes Bedsteforældre- og Børnebørnlejre!