• Af Anna L. Jensen, folkevirker og tidligere lejrleder af Folkevirkes lejre for bedste- forældre og børnebørn
I sommeren 1982 var jeg på Ry Højskole med Folkevirke og hørte da for første gang tale om B/B lejre. Det vakte min interesse og på højskolen tilmeldte jeg mig en B/B-lejr på Strandby vandrerhjem sammen med mine to ældste børnebørn. Det vakte lidt skepsis da jeg kom hjem og fortalte de to drenge, at jeg havde arrangeret efterårsferie for os. Selv var jeg også i besiddelse af en vis form for skepsis, men jeg syntes, det skulle have en chance, så vi aftalte, at vi skulle få fem gode dage ud af det, helst sammen med de andre deltagere, men ellers skulle vi finde på noget for os selv. Resultatet blev, at vi faldt godt til alle tre og dagene svandt alt for hurtigt, så da vi gik i seng den sidste aften før vi skulle hjem, sagde begge drengene: Vi skal af sted igen til næste år, ikke mormor?
Den yngste af drengene havde fået »depressioner« med hjem til sin mor. Det kom af, vi havde været i skoven og samlet pynt til festbordet den sidste aften og da han havde været med, ville han absolut have to dekorationer med hjem, så da han kom ind hjemme hos forældrene råbte han »Mor, Mor, jeg har depressioner med hjem«, og da han ville tage dem op, havde jeg lagt hans små gummistøvler i samme pose så fortsatte han »Å, nej nu har mormor lagt mine gummistøvler oven i mine depressioner«.
Jeg var meget glad for opholdet, og syntes det var dejligt at møde så mange andre bedster fra hele landet, så jeg var ikke vanskelig at overtale til at fortsætte. Jeg synes det giver et helt specielt forhold til børnebørn. Det er noget vi har sammen - helt specielt uden forældrenes indblanding. Når man så hører et barn kommentere en oplevelse, og forældrene spørger, hvor ved du det fra, og svaret er, at det har vi set eller oplevet, da vi var på lejr, så føler man også, man har givet dem en form for viden - eller måske begyndelsen til en interesse.
Året efter skulle vi a sted igen. Denne gang til Skåstrup strand. Da havde jeg to børnebørn mere, der kunne komme med, en dreng og en pige. Drengen var lidt skeptisk, for han vidste ikke, hvordan fynske penge så ud. Hans far havde sagt, at der skulle veksles til fynske penge. Pigen vidste ikke rigtig, om hun ville med, da det ikke kunne passe man skulle betale for en ferie og også arbejde, for når man lavede noget, fik man som regel lidt for det. Men vi drog af sted alle fem, de store med forventningens glæde og de små med skepsis.
Jeg har prøvet på i årenes løb at lave enkelte retter på lejrene, som vi har fået i vores barndomshjem, og dette år blev vi enige om, at vi skulle prøve al lave vandrisengrød med æbler. Det blev lavet under stor opmærksomhed og mange var spændt på at smage, men det gjorde simpelthen bare lykke.
Da ugen var gået og vi skulle hjem, var de to sidste børn lige så ivrige efter at komme med igen til næste år. Lene sad oppe i sin køje og pakkede kuffert og så sagde hun lige pludselig »Hvis mor siger jeg må få 100 kr. til næste år, for at blive hjemme, så siger jeg bare, du kan godt beholde dine penge selv, for jeg vil med mormor på lejr«.
Året efter fik jeg det sidste af mine børnebørn med, hun var meget ivrig, for når alle de andre syntes det var sjovt, kunne det jo kun blive spændende. Da hun kom hjem skallede hun på sine hænder og fortalte, hun havde vasket op hele ugen, men det viste sig at være skarlagensfeber.
Det var en stor lejr vi havde på Røddinglund, så vi talte om at lave nogle nye lejre, og jeg fik til opgave at finde et egnet sted til en ny lejr. Det var mit første forsøg på egen hånd, så det var meget spændende og også givende, det kan jeg kun anbefale til andre bedster.
Jeg fandt en lille lejr i nærheden af Dronninglund og samlede en lille flok på ca. 25 personer, ene nye mennesker. Det var spændende at se om jeg kunne få det til at fungere, men alt gik godt.
Dejligt at se alle disse nye børn hurtigt finde en god rytme sammen – både til arbejde og leg. Så da vi nåede ugens slutning, blev der rigtig byttet adresser. Vi havde en rigtig charmetrold som alle pigerne ville skrive sammen med, og han sagde ja til dem alle sammen på betingelse af, at de medsendte brevpapir og frankeret svarkuvert, så jeg ved ikke, hvor meget korrespondance det blev til.
Jeg har altid haft det sådan, at når jeg rejste hjem fra en lejr, er den næste lejr allerede ved at tage form i min hjerne. I flere år skiftede vi til nye steder, og det var en stor udfordring at komme i forbindelse med de rigtige mennesker, for at vi alle - både store og små - kunne få så meget ud af opholdet som muligt, og ligeledes lære landsdelen godt at kende.
Det første år, hvor jeg havde lejet »Bjergbo« ved Skyum, havde Nina Sørensen sat mig i forbindelse med Aage Rosendal på »Verdensuniversitetet«. Det var spændende, for vi havde fået at vide, at John Lennon havde opholdt sig der, så der var vi på besøg en eftermiddag, men da der samtidig var besøg fra en anden højskole, måtte jeg have godt 30 børn til at sidde stille. Jeg krydsede både fingre og tæer for at det skulle gå godt. Og det gjorde det. Foredraget handlede om Kr. Kolds og Grundtvigs højskoletanker.
Dagen efter skulle vi på udflugt bl.a. til Vestervig Kirke, så om aftenen fortalte jeg dem om Liden Kirsten og Prins Buris. Alle pigerne ville ud at plukke blomster, og drengene ville finde stedet uden for kirken, hvor Prins Buris var lænket til kirkemuren. Ved siden af kirken var der på det tidspunkt et lille skolemuseum fra sidst i tyverne, som vi også besøgte. Alle vi bedster havde travlt med at fortælle om, hvordan det var, da vi gik i skole. Vi fandt vores Ole Bole og ikke mindst spanskrøret blev studeret. Alle børnene fik lov at skrive på små tavler med grifler. Pludselig kom der nogle børn hen til mig og spurgte om de mænd, der hængte oppe på væggen, var dem, manden talte om i går. Og ganske rigtig, der var billeder af Kr. Kold og Grundtvig, så min erfaring er efter dette, at børn suger meget mere viden til sig, end vi voksne ofte tror.
På en lejr havde vi besøg af Thisted politi, hvor en betjent fortalte i over en time om politiets arbejde, viste håndjern, politistav, pistol, og andre ting til børnene. En meget lærerig formiddag, og spændende var det, da alle børnene fik lov at komme ind og sidde i politibilen, og bagefter kørte han derfra med tudehornet i bund. Vi har besøgt Falck og redningstjenesten i Hurup, det var ikke mindre spændende.
Jeg har ved disse ekskursioner fået bedstemødrene til at lave spørgsmål og svar og når vi så er kommet hjem, er børnene senere blevet opdelt i hold og fået en række skriftlige spørgsmål som skal besvares, og det er utroligt hvor meget de har hørt og fået ud af en sådan tur. Af ca. 14 spørgsmål, er ca. de 13 rigtigt besvaret. Så er der som regel flødeboller til hele holdet.
Et år havde jeg hørt om tamilske dansere, som havde fået en pris. Jeg fik kontakt med dem gennem en anden folkevirker, og fik dem til at komme ud til os og danse nogle af deres danse for os.
Efter eftermiddagskaffen brugte de en hel time på at lære vores børn noget af deres danse, og vi voksne deltog også. Det var meget spændende, så til festaftenen havde nogle af de store piger lavet en dansetrup, selv lavet musik med redekam og andre brugelige ting. De var flot udklædte, og lavede et imponerende show for os.
Det er spændende, når vi er på lejr, at få lov til at lave et »natløb« - som regel fra ca. kl. 19 til 20.30. Et år ved Vesterhavet havde vi et par af de yngste bedster siddende i en klit, hvor de frøs meget. De skulle binde en snor for nogle børn, men rystede af kulde, så børnene kom tilbage til mig og sagde: »Kan du binde det snor for os, for de to gamle der skal gøre det, ryster sådan«. »De to gamle« var mindst 10 år yngre end mig!
På tur hjem fra Fur spurgte en lille fyr da vi sejlede: »Kommer vi nu hjem til Danmark igen?«
Vi har haft besøg af en astrolog med to store stjernekikkerter, så vi kunne se Jupiters måner, og bagefter fik børnene en god lang snak med ham. Det var også meget lærerigt. Vi har to gange fået lov til at synge morgensang i en lille landsbykirke, en var helt nyrestaureret og den anden meget gammel. Sidstnævnte sted havde vi en dreng med, som vi alle kaldte Emil fra Lønneberg, en pragtfuld gut. Da vi gik ud af kirken, tog han Præsten i hånden og betroede hende, at når han blev stor, ville han også være præst.
Ja, sådan kan jeg blive ved, og da mine egne børnebørn blev konfirmeret og fik feriejobs var det min mening, at nu måtte andre tage over, og det skete også. Jeg lovede at tage med det første år som støttepædagog, men allerede året efter var der mangel på lejrledere, og jeg sagde ja til at starte endnu en lejr op med nye mennesker. Det har været en meget stor udfordring, for man træffer en masse pragtfulde mennesker og ikke mindst alle de dejlige børn. Når jeg har fået et stort knus når de skulle hjem, og de siger: »Ses vi til næste år igen?«, så kan man kun sige ja.
Jeg må indrømme, det har været en hjertesag for mig at få så meget ud af disse dage som muligt.
Når man starter på tilrettelæggelsen af en ny lejr, og hvad den skal indeholde, føler man sig som ung på ny, fordi man føler, der er nogen der har brug for én, og som kan og vil bruge én til et stykke arbejde, som jeg tror er til gavn for mange. Her tænker jeg især på bedsteforældre til fraskilte børns børn. På B/B-lejr finder de en oase, hvor de kan være fælles om ting og oplevelser, som er helt uden for hverdagens rammer.
Også den måde, man lærer hinanden at kende på ved et tvangfrit samvær giver meget. Jeg har i alle årene gjort forsøg på at skabe madro, alle bliver på deres pladser, ingen begynder at spise før vi enten har sunget en morgensang eller anden lille bordsang, og ingen forlader bordet, før vi har sunget en tak for mad sang. I dag er det jo i mange hjem sådan, at alt skal gå alt for hurtigt, så der bliver sjældent tid til at hygge sammen ved måltiderne.
En ting mere. Jeg kan ikke tolerere mange levninger. Når børn selv må øse op, skal de ikke tage mere end de kan spise og heller ikke mere, end de kan drikke. Det gør jeg klart fra begyndelsen.
Jeg plejer at sige, vi har ingen grise der kan spise op efter os, og det hjælper utroligt. Har vi frugt, der står til fri afbenyttelse, gælder det samme. Kan man ikke spise et helt stykke frugt, må man finde en at dele med, og det er utroligt hvor hurtigt det læres. Jeg har kun ganske få husregler, når jeg tager på lejr, og det viser sig, at børnene er glade for, at der er nogle rammer, som gælder for alle - også for bedsteforældrene.
Nu har jeg været med i 19 år, men har desværre måtte sige fra af helbredsmæssige grunde, men jeg tænker tit på alle de ting, der er lavet i årenes løb. Jeg glæder mig over, at der er så stor tilslutning til denne form for lejrliv og også over, at vi har nogle bedstemødre, der har villet tage over og fortsætte arbejdet. Jeg vil håbe, at det må kunne fortsætte mange år fremover i Folkevirkes ånd.
Jeg vil gerne sende en stor hilsen til alle de bedster, jeg har truffet gennem årene og håber, at også de må have haft rige oplevelser sammen med deres børnebørn.
Husk på, det er Danmarks fremtid, vi har været med til at præge - både med vores minder og vores fremtidstanker.