• Af Ellen Larsen, Folkevirke i Roskilde
Hvorfor man møder et menneske, der får indflydelse på ens tænke- og handlemåde på netop det tidspunkt, hvor man har mest brug for det?
Jeg mødte Bodil Koch i 1969 på Båring Højskole, hvor Folkevirke holdt sit årlige ugekursus. En god veninde manglede en sovekammerat og ville åbne en dør for mig.
Den åbne dør blev for mig, et møde med mennesker, jeg lærte at tolerere de yderste grænser, at lytte og at forholde mig til det, der blev sagt.
Jeg lærte det, fordi jeg blev accepteret.
Alt dette skyldtes igangsætteren Bodil Koch. Hun forstod om nogen, at byde os alle velkomne, man var væsentlig i hendes kreds, og selvfølgelig nød vi alle godt af hendes kendskab til utallige kloge folk, der gav deres viden om det liv, der rørte sig.
Og livet var kvinderne i alle dele af landet og i alle samfundslag. Det blev til et møde, der viste vejen, hendes tro, hendes religiøsitet, hendes kunstviden. Alt kunne Bodil Koch formidle, fordi hun troede på sine tilhørere. Og hun gjorde sig selv til tilhører.
Det var morgensamlingen, det var nattesædet, og det var revyen og komikken.
Og så døde Bodil i 1972.
Vi hørte hende hviske ved det sidste kursus: Hvad skal der blive af Folkevirke?
Folkevirke lever i dag, under smallere former igennem kriser og omvæltninger, men Folkevirke lever i en anden behovsverden. Folkevirke lever, fordi Bodil Koch gav oplysningen liv.
Hun bar os andre med sin egen tro på livet.
Kan vi give hinanden selvværd, er vi nået langt.