• Af cand. pæd. Jeanne Bau-Madsen
For at forstå nutiden er man nødt til også at kende fortiden. Derfor må man interessere sig for, hvordan familien så ud i de gode - eller var det de onde? - gamle dage.
Da var familien knyttet til den omgivende slægt i et netværk af onkler, tanter, fætre og kusiner. Børnene voksede op med en bevidsthed og viden om forfædrenes traditioner og måder at gøre tingene på. Tilværelsens mål var klart.
Formålet var at forberede de kommende slægter til at gøre som de tidligere havde gjort.
Den sociale struktur var fast - den sociale mobilitet var nær nul. Der var så og sige ingen skilsmisser. Det betød dog ikke, at ægteskaberne nødvendigvis var lykkelige.
I 1960erne havde familien udskilt sig fra det omgivende samfund, og høje mure omgav privatlivet. »My home is my Castle«-holdningen.
Vi taler om bl.a. privatlivets fred og om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Familierne har afbrudt forbindelserne til fjernere slægtninge. De gamle bliver sendt på plejehjem - hver by sit plejehjem! De unge i familierne kan ikke mere besvare spørgsmålet: »Hvem er jeg?« ved blot at pege på dem, der kom før.
Man kan spørge, hvorfor familierne trækker sig tilbage fra det net af forbindelser, de havde i det nære samfund?
Hvorfor foretrækkes venskabet med de nærmeste slægtninge frem for forbindelserne til de koncentriske cirkler af onkler, tanter, naboer og forskellige kammeratskabsgrupper - de grupper, som til stadighed trak folk bort fra hjemmet?
Hvorfor beslutter familien at bryde med rækken af generationer og ikke længere følge sædvane og tradition i tilrettelæggelse af tilværelsen? Hvorfor beslutter familien sig til ikke længere at opfostre sit afkom til videreførelse af fædrenearven?
Og endelig: Hvorfor beslutter familiens forskellige medlemmer, at andre værdier i tilværelsen er vigtigere end de familiære?
Den romantiske kærlighed har
fortrængt de materielle hensyn, som før var forbundet med pardannelsen.
Ejendom og herkomst har måttet vige for personlig lykke og individuel
selvudfoldelse som kriterier ved valget af partner.
I det traditionelle samfund måtte moderen ofte sætte andre hensyn over barnets
velfærd. Dengang var der ofte tale om en desperat kamp for tilværelsen. Nu
bliver barnet det vigtigste i en moders liv. Den moderlige kærlighed sætter
barnets velfærd over alt andet.
Den traditionelle familie var tidligere i højere grad en produktionsenhed end en følelsesmæssig enhed.
Der var tidligere tale om en mekanisme, der overførte ejendom og position fra generation til generation.
I takt med at lønarbejderfamilien bliver en udbredt familieform ændres familiens relationer.
I den moderne familie knyttes dens medlemmer stærkere til hinanden, og man sætter et skjold om privatlivet. Nu træder hengivenhed, kærlighed og sympati ind i stedet for, at man som tidligere værdsætter familiens medlemmer for, hvad de repræsenterer eller kan gøre.
I den moderne familie er begge forældre som regel tilknyttet arbejdsmarkedet, og børnene bliver passet uden for hjemmet i en offentlig dagpasningsordning. Teenagebørn går i klub eller passer sig selv. Derfor må den moderne familie organisere og aftale sit fællesskab blive en aftalefamilie - og på den måde sikre, at man ved, hvor man har hinanden, får arbejdsopgaver udført, når det er nødvendigt og får fastholdt den nødvendige omsorg og gensidige støtte.
Medens kvinderne i mellemkrigsårene holdt op med at arbejde, når de blev gift eller i hvert fald, når det første barn kom, forbliver de i dag på arbejdsmarkedet.
Mødrenes tilknytning til arbejdsmarkedet har ændret rollemønsteret i kernefamilien. I den traditionelle familie var faderen den i familien, der havde forbindelse til det omgivende samfund, mens moderen stod for de følelsesmæssige relationer i familien. I dag er begge roller ens. Vi har fået en aftalefamilie
I 1960erne måtte man formalisere et samliv af moralske og anstændighedsmæssige grunde. Samliv var således ensbetydende med ægteskab.
I dag lever forældre ofte i et såkaldt papirløst forhold. I 1995 var omkring halvdelen af børnene født i et sådant forhold.
Og forholdenes levetid bliver kortere og kortere. Mens ægteskaber, der blev indgået i 1950 i 70 procent af tilfældene holdt til sølvbryllupsalderen, er der kun 56 procent af ægteparrene, som indgik ægteskab i 1975, der oplevede det. Familierne bliver i disse år mindre, med flere opbrud og er mere ustabile.
Nogle vil påstå, at den manglende stabilitet er en følge af, at man har erstattet ejendom med følelser og dernæst med sex som det, der binder ægtefællerne sammen.
Ustabiliteten i ægteskab/parforhold har betydet, at hvert fjerde barn mellem 0 og 18 år har oplevet, at forældrene er gået fra hinanden. Egentlige kernefamilier med far, mor og børn møder man efterhånden sjældent. Det er dine børn, mine børn og vores børn - papbørn, børn på gule plader og bonusbørn. Benævnelserne er mange. Udtryk som stedbarn, stedmoder eller stedfader, som man brugte før i tiden, er for os negativt ladede f.eks. er stedmoderen altid ond i eventyrene. Endnu er de nye betegnelser ikke kommet med i Retskrivningsordbogen, men hos Dansk Sprognævn mener man, at betegnelsen bonusbørn og bonusfamilier vil blive accepteret inden længe. Bonusbørnene har svært ved at få hold på familierelationerne og ender ofte som kastebold i opløste forhold.
I hver 10. skilsmisse er der konflikter, der kræver, at statsamtet bliver indblandet, fordi forældrene ikke kan blive enige om de fælles børn. Dette tal forventes at stige efter at den nye børnelov blev vedtaget i juni 2001. Her lægges der nemlig op til, at samlevende par skal ligestilles med gifte par, når det handler om forældremyndighed. Det bliver mere og mere almindeligt med delt forældremyndighed. Det kan resultere i, at barnet skal være hos mor en uge og hos far i den næste. Men den enlige mor findes stadigvæk. Hendes sønner møder ikke mange mænd i deres dagligdag.
Vuggestuer, børnehaver, SFO’er skolefritidsordninger - og folkeskoler har efterhånden overtaget meget af børneopdragelsen. Børnene mangler identifikationsobjekter, tætte relationer til voksne, og de voksne mangler mødre eller andre nære familiemedlemmer til at spørge til råds om en række forhold om børnenes opvækst. Derfor fremstår institutioner i stigende grad som rådgivere og udøvere af opdragelsen af børnene.
Denne form for opdragelse må naturligvis bygge på en teoretisk viden om emnet og ikke på viden om den enkelte families traditioner og værdigrundlag. Familiens skjold bliver gennembrudt, fordi familien ikke længere er en veldefineret størrelse. Det offentlige »blander« sig i opdragelsen af børnene. Det kan f.eks. nævnes, at revselsesretten er blevet ophævet for fire år siden, at socialt svage familier kan få »hjemme-hoser« og at tvangsfjernelser er stigende.
Problemerne i den moderne familie er en ofte stresset hverdag og en alt for lang arbejdsdag for børnene. Børn kan i dag være væk fra hjemmet fra klokken 7 om morgenen til klokken 5 om eftermiddagen. Disse timer tilbringes ofte i overfyldte lokaler eller nedslidte udendørs faciliteter med meget støj. Det er med til at børnene ofte bliver syge.
Men - danske børn har det heldigvis i almindelighed godt. I dag fødes stort set kun ønskebørn, og forældrene bruger mere og mere tid på deres »trofæbørn«. Arbejdsmarkedet har indført begreber som barnets første sygedag, omsorgsdage og mulighed for forældreorlov, som bruges flittigt af alle forældre for at afhjælpe de forskellige problemer i forbindelse med børnepasningen.
Også bedsteforældrene er blevet et aktiv i den moderne familie. Mange børn finder den ro og fred, som de mangler i hverdagen hos bedstefar og bedstemor. De kan træde til ved sygdom og far og mors overarbejde, men det forudsætter naturligvis, at bedste-forældrene bor i nærheden og ikke selv er på arbejdsmarkedet. Men med det moderne familiemønster er der jo ofte bonusbedsteforældre!
Den moderne families styrke er, at den opdrager til demokrati og selvstændighed. Det giver børnene evne til selv at foretage en kvalificeret stillingtagen til de problemer, de måtte møde.
Og det er disse færdigheder, de har brug for i dagens danske samfund.