Lejrleder Ellen Margrethe Severin fra Skåstrup-lejren ved Skåstrup Strand på Fyn fortæller om sine mange år med Folkevirkes Bedsteforældre- og Børnebørnlejre
Første gang, jeg lærte Folkevirkes Bedsteforældre- og Børnebørnlejre B/B-lejrene - at kende, var i 1990. Jeg havde en god bekendt Ruth Steno Hansen -, som stod for Folkevirkes lejr på Fyn.
Mens jeg i nogle få måneder arbejdede på Færøerne, kom der bud fra hende om, at nu var turen kommet til mig. Hun vidste, at mit første barnebarn var syv år og nu kunne deltage i en B/B-lejr.
Siden da har det været en stor, tilbagevendende begivenhed at være med på lejrene her har vi fået utroligt mange positive oplevelser.
Selv blev jeg leder af den fynske lejr i 1993, fordi Ruth Steno Hansen blev syg og siden døde. Den varme og ildhu, hun lagde i lejren, var svær at leve op til. Jeg husker ganske tydeligt min første lejrdeltagelse med to børnebørn.
Ruth havde en evne til at gøre hvert barn til noget særligt. Især husker jeg, at hun holdt en tale til de nye små deltagere og så overrakte dem en speciel ting. Det ene af mine børnebørn fik et krabbeskjold. Ruth havde set, at han var meget naturinteresseret.
Det lille krabbeskjold blev der længe værnet om med stor stolthed.
I dag er vi nået dertil, at vi styrter rundt for at finde en lille 10 kroners ting til hvert barn, og glæden ved de ting står absolut ikke mål med den spontane glæde, jeg oplevede for elleve år siden, men det er nok kendetegnende for mange ting nu om dage.
Jeg husker også, at vi bedstemødre blev kaldt ind til et glas portvin den første aften. Vi følte det helt højtideligt. I dag sidder vi hver aften efter børnenes sengetid og hygger os med et glas rødvin.
Jeg føler ikke, at det er et stort arbejde at være leder af en B/B-lejr. Jeg har en så utrolig god stab af hjælpere, at lederbegrebet egentlig kun er på papiret. I vores team er vi alle fem ledere.
Vi oplever kun en ganske lille udskiftning af deltagerne, da næsten alle på afslutningsdagen siger »På gensyn næste år!«.
Det blokerer jo for nye deltagere, og det er der nogen utilfredshed med, men på den anden side er det også umuligt at sige til en deltager, at vedkommende ikke kan komme med til næste år. Ikke mindst børnene vil blive knust over en sådan besked. Derfor har vi valgt at lade den normale afgang bestemme udskiftningstempoet i lejren.
Den årlige mødedag hos læge Esther Møller i København er også en begivenhed, man kan leve længe på, og som vi alle ser frem til.
Jeg føler det helt som en ære at have lært Esther Møller at kende og håber, at hun trods sin høje alder stadig vil have helbred til at have besøg af os.
Jeg slutter med at takke Folkevirke for god opbakning og ønsker os alle tillykke med de 25 år.